Coop går sammen med pensionsselskab om ny grøn bydel
Coop har indgået aftale med PensionDanmark om at opføre første fase af Coop Byen sammen. Coop Byen skal bygges i flere faser i løbet af de næste 10 år med afsæt i en masterplan udarbejdet af tegnestuen Henning Larsen.
For at realisere planen har Coop Danmark og PensionDanmark indgået et joint venture-selskab med en 50/50-fordeling, der skal stå for opførelse af Coop Byens første fase.
Første fase består af 380 lejligheder og rækkehuse, et fælleshus, et parkeringshus, en daginstitution, et grønt areal og et åbent cykelværksted for byens beboere.
Hele Coop Byen vil, når den er færdigbygget, have forøget boligmassen i Albertslund Kommune med 1.800 boliger, svarende til ca. 15 pct. Projektet vil færdigbygget repræsentere en markedsværdi på ca. 6 mia. kr.
- Vi er meget glade for at indgå i et partnerskab med PensionDanmark, da de - ligesom os - har ansvarlighed, bæredygtighed og medlemsdemokrati som en del af deres DNA. PensionDanmark er desuden også i en førende position som investor i bæredygtigt byggeri, og i fællesskab vil vi opnå vores vision om at bygge en fremtidssikret bydel, hvor fællesskab, bæredygtighed, mangfoldighed og sundhed er i centrum, siger Coops formand, Lasse Bolander, i en pressemeddelelse.
Boligerne i Coop Byens første fase samles i tre klynger omkring et grønt areal og et fælleshus, som de kommende beboere skal drive i fællesskab. Coop Byens bæredygtighed skal certificeres til guld-niveau inden for DGNB, og boligerne skal Svanemærkes.
Albertslund Kommune deltager aktuelt i Coop og PensionDanmarks arbejde med en lokalplan, der efter planen sendes til politisk behandling efter sommerferien. Første spadestik forventes i sommeren 2022, og de første beboere forventes at flytte ind i medio 2024.